Troldeunger
Lige først lidt om hvad vi har lavet i løbet af ugen - før vi kommer til i dag.
Mandag kom Marlene forbi. Marlene er en ung pige som hjalp mig med drengene da de var helt små. Vi har så ikke haft hende til hjælp i ca. 4 måneder, men nu er planen, at hun igen skal på banen. For på længere sigt er det rart med en babysitter eller hun kan hente drengene fra vuggestue (senere børnehave) hvis Niels og jeg en enkelt gang bliver forhindret i at komme hjem til tiden.
Tirsdag var vi til svømning - og det gik rigtig godt.
Onsdag var vi så i legestue. Og igen, lige som sidste onsdag var det "kun" Pia og Jeppe som også var der.
Det var hyggeligt - drengene fik leget med tingene og kravlet rundt på opdagelse i hele lokalet. Pia og jeg fik snakket om løst og fast. Hverken Tobias eller Anders sov ret meget til middag den dag og Anders var en lille pyldergøj - mon det er tænderne som presser sig på ?? Om eftermiddagen havde vi besøg af sundhedsplejersken. Anders skulle have gentaget sin Boel-prøve. Det gik bedre end sidst men ikke perfekt. Han reagerede ikke på bjælden på venstre øre, men godt på klokken. Men han er en lille tænker og var også pyldret og ikke så samarbejdsvillig som man kunne have ønsket sig. Dog konkluderede vi at han ikke er døv, det har ørelægen jo allerede fortalt os.
Så fik vi snakket lidt om vores beslutning om, at få drengene i institution før oprindeligt planlagt. Og sp støttede os i vores beslutning. Og vi fik snakket om det press jeg føler jeg har været under det sidste stykke tid - nu hvor drengene kræver mere og mere aktivitet. Hun er god at snakke med og pludselig havde hun været her 1 1/2 time og havde travlt med at nå videre til den næste. Så drengene blev ikke vejet og målt (de var også ugidelige) derfor går jeg nok til åbent hus på onsdag istedet for legestue, og får dem vejet/målt. Men hun synes vi har nogle dejlige drenge som er fremmelige for deres alder og meget kvikke. Der er ingen grund til bekymringer på det punkt. Bare det, at de uden frygt og styrt kravler op ad 9 trappetrin uden at se sig tilbage - synes hun var meget flot !! Niels har nu bygget en kasse som skjuler det nederste trin, så når vi og Samson skal op må vi træde op på andet trin, der så tilgengæld er helt ud over første trin (nogen som fattede den ???) Sætter et billede ind i morgen. Det ville ikke være fair overfor Samson, hvis der blev sat et gitter op, for han skal kunne komme op på 1.sal i sikkerhed fra drengenes jagen.
Sidste besøg af sundhedsplejersken bliver i slutningen af november.
I dag har vi så været på besøg i drengenes kommende vuggestue. De starter 1/10, på Troldestuen, derfor bliver de TROLDEUNGER.
Vi var på besøg i næsten 2 timer og det virker som et godt sted. Der er 3 stuer med max 12 børn på hver. Og de har mange aktiviteter på kryds og tværs og også med børnehaven som er på 1.sal. De lægger meget vægt på, at børn er forskellige med forskellige behov, så i vuggestuen bestemmer børnene stort set selv hvornår de vil sove og spise. Og skal der gåes med barnevognen før barnet sover, ja så gør man det ! Vildt, havde ellers hørt mange historier om, at ens unger hjemmefra skulle have indkørt nogle rutiner....men det tog pædagogerne ikke så tungt. De fortalte, at efter et stykke tid er børnene i "rytme" og spiser samtidig.
Det var sjovt at se hvordan Tobias og Anders gerne ville udforske alting, de nød også da to større børn legede lige foran dem og snakkede til dem, da grinede de meget ! Så det skal nok gå godt. Vi skal derover igen på mandag for da kommer en fotograf og tager det årlige gruppebillede, og selvom Tobias & Anders først starter om en måned blev de inviteret med på billedet. Og vi skal også på besøg igen inden de starter. De skal gå på fælles stue, hvor der indtil videre kun er 5 andre børn. Men som pædagogen fortalte, er børnene meget sammen med dem på de andre stuer, så min frygt for at T&A vil komme til at være alt for meget sammen blev minimeret en del. Men hun gav mig ret i, at de skal have lov til at udvikle sig individuelt, og bliver den ene for dominerende/styrende overfor den anden, skal de splittes.
Nu kan jeg for alvor begynde at glæde mig til at komme tilbage på job ! Det skal jeg d.17/10 !
Hvorfor anskaffe en baby-sitter, når vaskemaskinen kan underholde ???? (Jeg har nu uploaded billlderne på en sådan måde, at du/I kan trykke på dem og se dem større)

Det nederste billede herover, synes jeg er lidt sjovt, for man kan se Tobias`spejlbillede i maskinen....og sjove øjne jeg har fanget.
Til slut lige en inspiration til nye sovestillinger (og de kunne faktisk stadig dele seng, nu når de ikke benytter sig af al den plads de har til rådighed)

(det er Tobias i den grønne natdragt)


4 Comments:
Godmorgen derovre :-) Noget med at du og drengene meget gerne vil ALENE til åbent hus??? Nåm fordi ellers ville Jeppe og jeg gerne med skal jeg sige dig... Hehe og tak for inspiration til nye sovestillinger! Knus fra Pia
Hæhæ, Tobias er næsten helt underdrejet, som han ligger dér i sengen. Dejligt at du føler dig tryg ved vuggestuen. Det er vigtigt.
Glæder mig til at se krudtuglerne den 7/9.
Knus
Ann-Therese
Hej Katja
Så fik jeg endelig din blog-adresse så jeg kunne kigge med!
Mille sover også i nogle for os mærkelige stillinger, men hun sover jo, så det må være dejligt nok for hende!
Knus fra D
Sådan lå Amalie i lange tider også - tror bare at det er trygheden de søger! Men sjovt ser det ud:)
Knus Mette
PS: Tak for linket!
Send en kommentar
<< Home